10. januar 2026

DBKA-deltagere: Det tværfaglige samarbejde er absolut nødvendigt

 

Det Børnekulturelle Arbejdsrum 2026 løber af stablen til efteråret. Men hvad kan deltagerne forvente af konferencen, der samler beslutningstagere fra hele landet? Det fortæller fire tidligere deltagere om her 

 

Til oktober afholder Institut for Børnekultur tredje udgave af den årlige, nationale konference Det Børnekulturelle Arbejdsrum, som samler beslutningstagere fra både børne- og ungesektoren og kunst- og kulturverdenen.


Formålet er klart: At omsætte gode ideer til konkrete planer, så kunsten og kulturen bliver forankret i børns rammesatte hverdag. I år med fokus på kunst og kultur i fritidspædagogikken

 

Men hvad tager deltagerne med fra Det Børnekulturelle Arbejdsrum?  

 

Det fortæller Gry Bruun Nielsen, Stine Kähler, Anne-Marie Donslund og Amalie Ørum Hansen om her. De deltog alle i konferencen sidste år, hvor temaet var kunst og kultur i grundskolen.   

 

 

Gry Bruun Nielsen, lærer og lokalpolitiker, Hjørring Kommune: 

 

»Vi diskuterede blandt andet spørgsmål: Hvordan sikrer man det nødvendige mod hos lærerne, så de tør tænke greb fra kunsten og kulturens verden ind i undervisningen? Det er vigtigt, at underviserne har modet til at kaste sig ud i nye projekter. Og her kommer kunsten og kulturen ind i billedet – uanset om det er i dansk, fysik eller kemi.« 


»Det handler selvfølgelig om, hvad man kan gøre på den enkelte skole for at sikre, at flere ser en værdi i at inddrage kunsten. Men det er også en politisk opgave: Hvad kan man som organisation gøre, for at det bliver legalt og endda ønskværdigt at åbne skolen mere op og tænke kunsten mere ind?«


»I arbejdsrummet var der blandt andet en deltager fra et museum, som nævnte, at de har haft stor succes med lærerdage. Simpelthen workshops, hvor de klæder lokale undervisere på og giver dem konkrete ideer til, hvordan de kan arbejde med kunsten i en fagsammenhæng. Det var et af de forslag, hvor jeg tænkte: Det skal vi implementere i morgen.«

 


Stine Kähler, kunst- og kulturkonsulent, Faaborg-Midtfyn Kommune: 


»Dagen viste, at det er vigtigt, at vi mødes på tværs af domæner og fagligheder – og sammen finder frem til et fælles sprog i arbejdet med børn, unge, kunst, kultur, dannelse og læring. Jeg har været til mange kulturkonferencer, hvor de andre parter – skolerne, dagtilbuddene og så videre – ikke har været repræsenteret. Og så kommer vi sjældent videre, for kulturbranchen kan hurtigt blive enig med sig selv. På den måde blev jeg bekræftet i, at det tværfaglige blik er helt afgørende.«

 

»Jeg talte blandt andet med en kunstner, som fortalte om at arbejde med grundskolen. Hun kigger på børnene på én måde, men over for hende kan der stå en skoleleder, som har nogle helt andre briller på.«

 

»I Faaborg-Midtfyn Kommune har vi tiltaget Den Kulturelle Rygsæk, hvor kommunale konsulenter arbejder tæt på skoleområdet og på tværs af forvaltninger. Hvordan ser elevernes, lærernes og skoleledernes hverdag ud? Hvad er de optaget af? Det er vigtigt, at vi har de drøftelser, og at vi lytter. For vi er nødt til at forstå, at vi har forskellige fagligheder og positioner. Når vi mødes på den her måde, kan vi løfte og styrke hinanden.«

 

 

Anne-Marie Donslund, leder af Forfatterskolen for Unge og leder af Odsherred Læser:


»Vi skulle for eksempel lave hvert vores lille kunstværk, som til sidst blev samlet til ét stort værk af kunstneren Wendy Plovmand. Det var en stærk visuel oplevelse, og det fungerede godt, at der var et kreativt element, som havde en personlig betydning for hver deltager. Det gav et sanseligt element, og stemningen blev mere let og præstationsfri.«

 

»Selve metoden fungerer: Det er meget givende, at man har mulighed for at dele sine udfordringer med andre, der har de samme interesserer og ambitioner. Også selvom vi kommer med hvert vores faglige udgangspunkt.«

 

 

Amalie Ørum Hansen, sekretariatsleder i ASSISTEJ Danmark:

 

»Hvordan skaber vi optimale rammer for lige deltagelse? Hvilken rolle spiller skolen i den forbindelse? Og hvordan sørger vi for, at den kunstneriske oplevelse drives af lyst og ikke af pligt? Det var nogle af de vigtige spørgsmål, vi diskuterede.« 

 

»Dagen lærte mig, at den kunstneriske faglighed ikke kan stå alene, når man arbejder i kommunale og institutionelle kontekster. Der er mange vigtige dagsordener i børn- og ungesektoren, og derfor er vi nødt til at arbejde sammen på tværs af fagområder. Men samtidig er det afgørende, at faglighederne ikke udvandes.«

 

 

Læs mere om Det Børnekulturelle Arbejdsrum 2026    Kontakt os