8. oktober 2026

Det Børnekulturelle Arbejdsrum 2026: Mød aktørerne

 

Om blot to uger går det løs til Det Børnekulturelle Arbejdsrum, hvor vi sætter fokus på kunst og kultur i fritidspædagogikken. Her kan du møde aktørerne i de fire arbejdsrum, der udgør hovedindslagene på dagen

 

For tredje år i træk samler vi en lang række fremtrædende fagpersoner fra både kunst- og kulturverdenen og børne- og ungesektoren, når vi afholder den nationale konference Det Børnekulturelle Arbejdsrum den 22. oktober på Carlsberg Museum & Business Centre i København.

 

Formålet er klart: at omsætte gode ideer til konkrete og praksisnære løsninger, der forankrer kunst og kultur i børnenes hverdag. Denne gang med fokus på den fritidspædagogiske arena. 
Konferencens hovedindslag er fire arbejdsrum: Kvalitet, Deltagelse, Tilgængelighed og Organisering. Her drøfter deltagerne udfordringer, potentialer og løsninger – på tværs af kommuner og fagligheder.

 

Hvert rum har to aktører, der sammen åbner arbejdsrummene, inden deltagerne selv skal på banen. Dem kan du møde her. 

 

 

Lotte Trangbæk, generalsekretær, Danske Musik- og Kulturskoler

 

 

Lotte Trangbæk, generalsekretær i Danske Musik- og Kulturskoler og aktør i arbejdsrummet Organisering: 

 

»Jeg ser frem til en dag, hvor vi sammen udforsker, hvordan kunstpædagogikken og fritidspædagogikken kan berige hinanden. For jeg tror på, at vi gennem stærkere tværprofessionelle samarbejder kan skabe fritidsarenaer med flere indgange, større mangfoldighed og stærkere fællesskaber.«


»Kunstpædagogikken kan med sit fokus på det skabende, udøvende og fællesskabende styrke børn og unges, fordybelse og handlekraft og evne til at vende sig mod verden. Netop dét kalder tiden på, når vi som samfund søger svar på både trivselsudfordringer, fællesskabskrise og bekymring over børn og unges læring og deltagelse.«

 

Læs mere om Lotte Trangbæk her. 

 

 

Min Guldberg Christensen, leder, Fredericia Fritid

 

 

Min Guldberg Christensen, leder af Fredericia Fritid og aktør i arbejdsrummet Organisering: 

 

»Det handler både om politisk prioritering, strategiske pejlemærker på tværs af fagområder og konkrete samarbejder i fælles forløb, hvor alle fagligheder og kompetencer inviteres ind. Det betyder noget, at der etableres afstemte rammer og rum, hvor alle føler sig kompetente.« 


»Mit håb er, at jeg kan bidrage med inspiration og perspektiver, som andre finder nytte i, men jeg vil også glæde mig til at lytte og tage viden og eksempler med hjem til vores praksis til gavn for vores børn og unge.«


Læs mere om Min Guldberg Christensen her. 

 

 

Louise Overgaard, generalsekretær, Coding Pirates

 

 

Louise Overgaard, generalsekretær i Coding Pirates og aktør i arbejdsrummet Deltagelse:

 

»Kunst og kultur er og skal være en vital del af børnenes fritidsliv. Med det digitale er der kommet nye udtryks- og fordybelsesmuligheder, men også nye digitale faldgruber, og det fylder fritidslivet på både god og knap så god vis.« 

 

»Coding Pirates har i mere end et årti givet børnene mulighed for at skabe med digitale teknologier, og jeg glæder mig til at dele og diskutere de erfaringer til Det Børnekulturelle Arbejdsrum – og i arbejdsrummet Deltagelse. For det drejer sig om at give børnene handlekraft og mod til at skabe og deltage – og om, at vi voksne tager børnenes digitale kulturelle rum seriøst.«


Læs mere om Louise Overgaard her. 

 

 

Michael Madsen, pædagog, Brønderslev Fritidsklub

 

 

Michael Madsen, pædagog i Brønderslev Fritidsklub og aktør i arbejdsrummet Deltagelse: 

 

»For mig er deltagelse mere end at blive hørt – det handler om reel indflydelse. Jeg tager praksis med ind i rummet med konkrete erfaringer og mod til at udfordre det, vi plejer at gøre.«
»Børn og unge deltager både analogt og digitalt. Vi skal være nysgerrige på begge arenaer og skabe fællesskaber, hvor deres stemmer får reel betydning for vores fritidspædagogiske praksis.«


Læs mere om Michael Madsen her. 

 

 

Morten Romme, viceleder, Lolland Ungdomsskole

 

 

Morten Romme, viceleder på Lolland Ungdomsskole og aktør i arbejdsrummet Tilgængelighed: 

 

»Jeg har et særligt fokus på tilgængelighed og tænker altid i at sænke barrierer for unges deltagelse – til gavn for flest mulige. Jeg er stolt af at være en del af et så varieret aktørfelt, og jeg glæder mig meget til at blive inspireret – og udfordret – på min daglige praksis.«

 

Læs mere om Morten Romme her. 

 

 

René Bokær, generalsekretær, Bifrost

 

 

René Bokær, generalsekretær i Bifrost og aktør i arbejdsrummet Tilgængelighed: 

 

»Tilgængelighed handler om meget mere end ramper, brede døre og praktiske løsninger. Det handler om, at børn og unge oplever, at de hører til, og at de får mulighed for at være en aktiv del af fællesskabet.« 

 

»Jeg tager Bifrosts erfaringer med ind i arbejdsrummet, særligt vores arbejde med at skabe inkluderende og kreative fritidsfællesskaber for børn og unge. For mig er det vigtigt, at alle børn og unge skal have mulighed for at opleve eventyr, fællesskab og følelsen af, at her er også plads til mig. Jeg håber, at vi sammen kan udfordre nogle af de vaner og forestillinger, der står i vejen for, at flere kan deltage.«

 

Læs mere om René Bokær her. 

 

 

Alberte Skronski, kunstner

 

 

Alberte Skronski, kunstner og aktør i arbejdsrummet Kvalitet: 


»For mig er børn en af de bedste målgrupper, fordi de går direkte ind i kunstværkerne uden at tøve. Børn tvivler ikke på samme måde som voksne. De er ikke bange for ikke at forstå.« 

 

Læs mere om Alberte Skronski her. 

 

 

Victoria Stenberg, Danske Skoleelever

 

 

Victoria Stenberg, formand for Nordsjælland, Danske Skoleelever, og aktør i arbejdsrummet Kvalitet: 

 

»Jeg ser frem til at blive klogere på, hvilke udfordringer der kan være i både SFO og klub. Hvad gør vi godt, og hvad kan vi blive bedre til? Vi arbejder bedre sammen, når vi har styr på alle puslespilsbrikkerne.«


Læs mere om Victoria Stenberg her. 

 

Læs mere om Det Børnekulturelle Arbejdsrum her. Vi glæder os til at tage arbejdshandskerne på!