30. april 2025

Teatermagi i Viborg: Det Kongelige Teater på besøg

 

I disse dage er Danmarks største teater i Viborg for at give hundredvis af byens børn en ganske særlig oplevelse 

 

Børneteater i miniformat. Fra allerøverste hylde.  

 

I disse dage – 29. april, 30. april og 1. maj – får 1.200 børn i Viborg en helt særlig oplevelse. Det Kongelige Teater optræder nemlig på Viborg Teater med en gratis forestilling for børn i dagtilbuddene og indskolingen.  

 

Stykket hedder Teaterfuglene, og det er lavet i et særligt pixiformat, så børnene får en let og legende introduktion til teatrets klassiske kunstarter: opera, skuespil, ballet og klassisk musik. Stykket synges, spilles og danses af en operasanger og en balletdanser, der akkompagneres af en slagtøjsspiller.

 

Bag initiativet står Institut for Børnekultur, som har arrangeret besøget i tæt samarbejde med Viborg Bibliotekerne og Viborg Teater. Og det glæder instituttets leder, Camilla Høg, at så mange børn i Viborg nu får mulighed for at opleve ren teatermagi. Endda i smukke omgivelser i Viborg Teaters smukke, gamle sal. 

 

”Det er vigtigt for os, at alle børn har lige adgang til kunst og kultur. Rigtig mange børn kommer ikke i teatret med deres familie, så det var en nobrainer, da den her fantastiske mulighed opstod. Jeg kontaktede straks vores gode samarbejdspartnere, Viborg Bibliotekerne og Viborg Teater, og da billetterne blev udbudt til skoler og dagtilbud, blev de revet væk,” siger Camilla Høg, som selv har en baggrund inden for scenekunst.

 

Leg og teaterfest  
I forestillingen Teaterfuglene møder vi en flok utilpassede fugle, der præsenteres af Frede Stær, som er kongelig altfuglimand og højt humør-leverandør. Fuglene kommer altid galt afsted ude i virkeligheden, men en dag mødes de på Det Kongelige Teater, hvor de finder den rede, de altid har søgt: Her bliver der klappet, når de larmer, synger og flyver. Her er der plads til store dramaer og til at være anderledes.  

 

Stykket er skrevet og instrueret af Kasper Holten, der har over 75 operaer, skuespil og musicals på cv’et og desuden er teaterchef ved Det Kongelige Teater. Han har store forventninger til forestillingerne. 

 

”Vi håber, at Teaterfuglene både bliver en introduktion til teatrets verden og kunstarternes forskellighed, men samtidig i sig selv bliver en leg og en teaterfest, der lokker børnene til at dyrke fantasi og leg,” siger han og fortsætter: 

 

”Det Kongelige Teater vil gerne vise mange børn i hele landet, at det er sejt at kunne noget. I algoritmernes tidsalder vil vi påtage os at give børnene gode, alsidige og underholdende kunstneriske oplevelser på deres egne præmisser. Men vi vil også lære dem at aktivere deres egen fantasi, kreativitet og kritiske tænkning.”

 

Teaterfuglene er ikke den eneste forestilling, som børn i Viborg Kommune får lov at opleve. For tiden er der nemlig også miniteaterfestival, hvor de yngste børn fra kommunens daginstitutioner kan opleve stykkerne BOLD og Frederik på Viborg Bibliotekerne og Viborg Teater. Forestillingen Frederik er sponsoreret af Sparekassen Kronjylland. 

 

Foto: Camilla Winther, Det Kongelige Teater

 

Læs mere om forestillingen her    Kontakt os